5. oktober 2006
Den 1. januar 2007 åbner den landsdækkende etniske specialfunktion i Høje-Taastrup Kommunes jobcenter. Opgaven er at understøtte de kommende 91 jobcentre i hele landet om indsatsen for nydanskere. Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland og Høje-Taastrup Kommune har nu underskrevet en kontrakt om den nye specialfunktion.
- Høje-Taastrup Kommune er en kommune, hvor indsatsen for nydanskere fylder meget. Kommunen har selv mange erfaringer og gode resultater med den etniske beskæftigelsesindsats, og derfor er specialfunktionen placeret her. Specialfunktionen er landsdækkende og skal agere i forhold til alle de kommende jobcentre. Opgaven er at indsamle erfaringer fra alle jobcentres indsats over for etniske minoriteter og derefter sprede de gode erfaringer ud i landet, siger regionsdirektør Jan Hendeliowitz, Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland.
- Høje-Taastrup Kommune er stolt over at være blevet udvalgt til hjemsted for den etniske specialfunktion og ser frem til opgaven. Der er tale om en opgave med mange udfordringer og med stort behov for, at indsatsen lykkes, så vi får flere nydanskere ud i arbejde. Der vil være store forventninger til vores rådgivning og muligheder for at bidrage til fornyelse af indsatsen i den enkelte kommune, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Høje-Taastrup Kommune, Nadeem Farooq.
Specialfunktionen skal fra den 1. januar 2007 rådgive og vejlede jobcentrene om indsatsen over for nydanskere. Formidling af erfaringer og resultater vil blive centralt i arbejdet. Funktionen skal udarbejde analyser af hvilken indsats, der virker over for hvilke grupper af etniske minoriteter, og hvad der ikke virker. Jobcentrene i landets nye kommuner vil også kunne få råd om regler m.m. for den etniske beskæftigelsesindsats hos specialfunktionen.
Høje-Taastrup Kommune, som også er udpeget til at være et pilotjobcenter, får fra årsskiftet tilført medarbejdere til specialfunktionen.
- Selv om beskæftigelsessystemet har stor erfaring med at få nydanskere i arbejde, så er der stadig nok at tage fat på. Nydanskerne har en stor overledighed, og mange er uden kompetencegivende uddannelse. Indsatsen kommer til at ligge i det enkelte jobcenter, men specialfunktionen skal være med til at synliggøre succeserne og få dem til at brede sig som ringe i vandet, siger Jan Hendeliowitz.
Specialfunktionen placeres i Jobcenter Høje-Taastrup. Den etniske specialfunktion er en af fire specialenheder, der oprettes rundt om i landet for at støtte indsatsen i jobcentrene fra 1. januar 2007.
Udover den etniske specialfunktion, oprettes følgende specialfunktioner:
· Europæisk jobformidling (i forbindelse med Jobcenter Århus)
· Personer med handicap (Jobcenter Ny Vejle)
· Kønsligestilling (Jobcenter Aalborg)
Yderligere oplysninger:
- Regionsdirektør Jan Hendeliowitz, Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland tlf. 7222 3402.
- Arbejdsmarkedsdirektør Lau Svendsen-Tune, Høje-Taastrup Kommune på telefon 4359 1201.
Venlig hilsen
Høje-Taastrup Kommune og Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland
Landsdækkende specialfunktion for jobcentrenes etniske indsats placeres i Høje-Taastrup
Ny Specialfunktion - som printvenlig pdf-fil