Ledigheden fortsætter med at falde i Østdanmark.
Ledigheden er nu på 3,9 procent.
Ledigheden fortsætter med at falde i Østdanmark, hvor den samlede ledighed nu er på 48.700, svt. en ledighed på 3,9 procent. Det seneste år er ledigheden faldet med 11.300, svt. Et fald på 19 procent..
Østdanmark dækker Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland, det vil sige Sjælland (inklusive Hovedstaden), Lolland Falster og Bornholm.
Størst fald i Region Sjælland
Det største fald sker fortsat i Region Sjælland, hvor ledigheden nu er på 3,4 procent. Ledigheden i Region Hovedstaden er 4,1 procent, og det skyldes ikke mindst en ledighed i Københavns kommune på 5,5 procent og dermed væsentlig over gennemsnittet.
Størst fald i kommuner med lav ledighed
Allerød og Egedal er fortsat de to kommuner i Østdanmark, som har den laveste ledighed. Allerød med en ledighed på 1,7 procent og Egedal på 1,8 procent.
Ledigheden er i faldet mest i fem af de kommuner, som ligger under gennemsnittet for Østdanmark. Størst fald i ledigheden det seneste år er sket i Guldborgsund kommune, hvor ledigheden nu er på 3,5 procent – 35,8 procent færre end for et år siden. Også i Allerød, Egedal, Køge og Stevns kommuner er ledigheden faldet med over 30 procent det seneste år.
Ledigheden er højest for yngre kvinder
Ledigheden er det seneste år faldet markant mere for mænd end for kvinder. Ledigheden for mændene er nu på 3,3 procent, mens den for kvinderne er på 4,5 procent.
Ledigheden er fortsat højest for kvinder mellem 25 og 39 år. For kvinderne mellem 25 og 29 år er den på 5,2 og for kvinderne mellem 30 og 39 år er den 5,4 procent. Ledigheden for mændene i samme aldersgrupper er henholdsvis 3,7 og 3,5 procent.
Gruppen af ældre har haft det største ledighedsfald på godt 22 procent på et år, og ledigheden for de 50-årige og ældre er nu på 4,0 procent.
Størst fald i mandsdominerede a-kasser
Ledigheden er faldet markant mest i mandsdominerende a-kasser. Det gælder a-kasserne for byggefagene, hvor ledigheden er halveret det seneste år og nu er nede på 1,4 procentaf de forsikrede. For Metalarbejdernes a-kasse er ledigheden faldet med 41 procent, mens den er faldet med knap 35 procent for a-kassen for nærings- og nydelsesmiddelarbejdere.
Yderligere oplysninger hos regionsdirektør Jan Hendeliowitz, Beskæftigelses-region Hovedstaden & Sjælland, på telefon 72 22 34 02.
Venlig hilsen
Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland
26. oktober 2006
Se ledighedstal for september Pressemeddelelsen som printvenlig pdf-fil