Svagt stigende ledighed i Østdanmark

  • Send to a friend
  • Print Page

Ledigheden i Østdanmark var i juni 2010 4,0 procent, svarende til 49.600 ledige (omregnet til fuldtidspersoner). I forhold til samme måned sidste år er ledigheden 10.200 personer højere, svarende til 21,6 procent flere ledige.

Ledigheden i Østdanmark er - med 4,0 procent – lidt højere end på landsplan (3,8 procent). Den sæsonkorrigerede ledighed har været svagt stigende fra maj til juni 2010 i både Østdanmark og på landsplan. I Østdanmark er den steget med i alt 500 fuldtidspersoner. 

Ledigheden er det seneste år steget mere i Region Hovedstaden - 25,0 procent - end i Region Sjælland, hvor den er steget 13,8 procent. Ledigheden er nu 4,2 procent i Region Hovedstaden og 3,6 procent i Region Sjælland.

Stigningen for kontanthjælpsmodtagere har det seneste år generelt i Østdanmark været større end stigningen for dagpengemodtagere. Der er nu 11.200 ledige kontanthjælpsmodtagere (omregnet til fuldtidspersoner), det er 23,1 procent flere end i juni 2009. Stigningen er størst for mænd. Antallet af dagpengemodtagere (både kvinder og mænd) er steget med 21,1 procent til 38.400 i juni i år, og for dagpengemodtagerne er ledigheden nu steget mest for kvinder.    

4,5 procent af mændene er ledig
Ledigheden er fortsat højest for mændene - 4,5 procent – mens kvinderne har en ledighed på 3,4 procent. Det seneste år er ledigheden for kvinder dog steget lidt mere end for mænd. Ledigheden er højest, 5,1 procent, blandt unge mænd mellem 25 og 29 år. Denne gruppe har dog også haft den laveste stigning i ledigheden siden samme måned sidste år – 8,9 procent.

Guldborgsund og Vordingborg kommuner fortsat lavere ledighed end for et år siden. For Guldborgsund Kommune er det 3. måned i træk, at ledigheden er lavere end for et år siden. Det seneste år er ledigheden faldet med 22,1 procent og er nu på 2,7 procent. Vordingborg Kommune har for 2. måned i træk en lavere ledighed end for et år siden. Ledigheden i Vordingborg er på 3,3 procent, et fald på 1,3 procent det seneste år. Alle øvrige kommuner har højere ledighed end for et år siden.

Egedal og Gribskov kommuner har oplevet relativt høje stigninger på henholdsvis 48,6 og 46,9 procent.

Ledighed på 6,7 procent i Ishøj Kommune
Ishøj Kommune har med en ledighed på 6,7 procent den højeste ledighed i Østdanmark. Dernæst kommer Københavns Kommune og Albertslund med henholdsvis en ledighed på 5,4 og 5,0 procent. 

Det er stadig Allerød Kommune med 1,8 procent og Hørsholm Kommune med 2,1 procent, der har laveste ledige i Østdanmark.