Den 1. juni påbegyndte det nyudpegede regionale Beskæftigelsesråd (RBR) for Hovedstaden & Sjælland sit arbejde. Rådet har nu konstitueret sig og holdt sit første møde. Rådet består af rådsformanden og 42 medlemmer og udpeges af Beskæftigelsesministeren. Medlemmerne repræsenterer arbejdsgiver- og lønmodtagerside, kommunerne i Østdanmark samt Danske Handicaporganisationer, Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Ny rådsformand blev Leif Elken, der repræsenterer arbejdsgiversiden. Leif Elken er valgt som formand for to år. 1. næstformand blev Peter Kay Mortensen, der repræsenterer LO, og 2. næstformand blev borgmester Ole Bjørstorp, Ishøj Kommune. Ole Bjørstorp repræsenterer kommunerne.
- Den nye regionale Beskæftigelsesråd tiltræder på et tidspunkt, hvor situationen på arbejdsmarkedet er helt anderledes, end da Rådet startede i 2006 som led i kommunalreformen. Konjunkturerne på arbejdsmarkedet er langt mindre gunstige med faldende beskæftigelse og stigende ledighed, siger Leif Elken.
- Dertil kommer, at kommunerne nu har ansvaret for den samlede beskæftigelsesindsats. Det regionale Beskæftigelsesråds opgave er at følge op på resultaterne af indsatsen, herunder konsekvenserne for arbejdsmarkedsudviklingen, og at understøtte jobcentre og kommuner i deres arbejde.
- Det regionale Beskæftigelsesråd lægger vægt på en god dialog mellem de lokale beskæftigelseråd (LBR) og det regionale niveau. Samtidig vil jeg gerne opfordre parterne til at forholde sig aktivt til både planlægningen af beskæftigelsesindsatsen og i opfølgningsarbejdet, siger Leif Elken.