Pressemeddelelse 30/7 2009

  • Send to a friend
  • Print Page

Pressemeddelelse: Knap 41.000 ledige i Østdanmark, svarende til 3,2 pct.

Ledigheden i Østdanmark var i juni 3,2 procent, svarende til 40.794 personer. Ledigheden er steget med 85,8 procent i forhold til for et år siden, svarende til en stigning på 19.024 fuldtidspersoner. Ledigheden i Østdanmark er nu lidt lavere end for hele landet, som er 3,3 procent. Stigningen det seneste år har på landsplan været på 127,2 procent.

Den stigende ledighed har været kraftigst – 118,4 procent - i Region Sjælland, mens stigningen i Region Hovedstaden er på 74,3 procent.

Ledigheden korrigeret for sæsonudsving viser forsat en stigning i ledigheden fra maj til juni 2009, dog en mere begrænset stigning i forhold til de meget markante månedlige stigninger fra september sidste år.

Unge mænd er hårdt ramt af ledighed  

Det er stadig de unge mænd, der er hårdest ramt af den stigende ledighed. Blandt de unge mellem 16 og 24 år er ledigheden det seneste år steget 164,7 procent, mens den for mænd mellem 25 og 29 år er steget med 112,0 procent. Også blandt mænd mellem 40 og 49 år er ledigheden mere end fordoblet på et år (+127,0 procent). Den samlede ledighed for mænd er det seneste år mere end fordoblet (+120,2 procent) og er på 3,6 procent, svarende til 23.800 ledige.

Ledigheden for kvinder er 2,7 procent, svarende til 17.000 ledige. På et år er kvindernes ledighed steget med 52,6 procent. Den stigende ledighed blandt kvinder rammer alle aldersgrupper. Den største stigning – 68,1 procent – er for kvinder mellem 16 og 24 år.

Højest ledighed inden for byggefagene og 3F
Ledigheden indenfor a-kasserne er fortsat højest for byggefagene og 3F. Ledigheden i de tre a-kasser på bygge- og anlægsområdet er nu 8,3 procent og dermed 357 procent højrer end for et år siden. Godt 2.300 er ledige inden for bygge og anlæg. Den største gruppe ledige i Østdanmark er fortsat de 7.400 ledige inden for 3F, hvor ledighedsprocenten er 8,1 procent. Ledigheden for 3F er med en stigning på 112,4 procent godt og vel fordoblet det seneste år.

Ledigheden fordoblet i 31 kommuner
I 31 kommuner i Østdanmark er ledigheden mere end fordoblet fra juni 2008 til juni i år. I stevns Kommune er ledigheden steget mest markant med 192,2 procent.

De mindste stigninger har været på Bornholm (+50,7 procent), i Københavns Kommune (+53,0 procent) og i Frederiksberg Kommune (+53,8 procent). For såvel København som Bornholm gælder dog, at de to kommuner har en højere ledighed end samlet for Østdanmark. Ledigheden på Bornholm er 4,6 procent – i København 4,0 procent.

Den højeste ledighed i regionen er igen i Ishøj Kommune med 4,9 procent.