Ledigheden i Østdanmark var i juli 3,1 procent, svarende til 39.700 ledige (omregnet til fuldtidspersoner). Ledigheden har således været stort set uændret de seneste måneder, samtidig med at stigningstakten er blevet mindre hen over foråret og de første sommermåneder. I forhold til juli 2008 er ledigheden steget med 93,1 procent, svarende til 19.100 personer.
Der er nu 89.400 ledige (faktisk antal) på landsplan, og det svarer til en ledighed på 3,2 procent - og dermed lidt højere end i Østdanmark.
Ledigheden i Region Sjælland er nu 2,9 procent, men ledigheden er det seneste år steget med 124,8 procent. Ledigheden i Region Hovedstaden er nu 3,2 procent og dermed 82,2 procent højere end for et år siden. En af forklaringerne på den højere ledighed i Region Hovedstaden er, at ledigheden i Københavns Kommune nu er på 4,4 procent og dermed højest i regionen.
Forskellen mellem mænd og kvinders ledighed indsnævres
Ledigheden er fortsat steget mest inden for byggefagene, metalarbejderne og 3F’s A-kasse, mens der er en stigende tendens til, at ledigheden også stiger inden for erhverv med relativt mange kvinder.
Forskellen mellem mænd og kvinders ledighed er de seneste måneder blevet mindre. Ledigheden er fortsat højest - 3,5 procent - for mænd, mens kvindernes ledighed nu er 2,7 procent. For både mænd og kvinder gælder, at ledigheden det seneste år er steget for alle aldersgruppe. For mænd gælder dog, at der for alle aldersgrupper er tale om stort set en fordobling eller mere. Højest ledighed blandt mændene er for gruppen mellem 25 og 29 år, hvor 4,3 procent er ledige.
Stigende ledighed for HK og på AC-området
AC-området og HK har oplevet markante stigninger. På AC-området er ledigheden det senest år steget med 72,2 procent, og ledigheden er nu 3,2 procent. Langt den største stigning er sket i a-kassen for civiløkonomer, hvor ledigheden det seneste år er steget med 465,8 procent til 3,5 procent. På HK-området er ledigheden nu 3,2 procent - efter en stigning på 74,1 procent det seneste år.
Højest ledighed inden for TIB og 3F
TIB (a-kassen for Træ, Industri og Byg) har med 10,2 procent den højeste ledighed blandt a-kasserne. Dernæst kommer 3F med 7,1 procent. 3F er samtidig den a-kasse med flest ledige, 6.500.
Ledigheden i Østdanmark er fortsat steget mest - 111,8 procent - for de forsikrede ledige, mens ledigheden for tilmeldte kontanthjælpsmodtagere er steget 51,4 procent.