Tilgangen til førtidspension er faldet med 12 pct. fra 2009 til 2010. Faldet i tilgangen ses for alle aldersgrupper, men er størst for personer over 50 år. Samtidig er afgangen fra førtidspension steget markant for personer under 40 år. Det viser en vurdering af udviklingen i antallet af førtidspensionister i Østdanmark, som Beskæftigelsesregionen netop har fået udarbejdet. Vurderingen er en opdatering af den fremskrivning, Beskæftigelsesregionen fik udarbejdet i efteråret 2010 med udgangspunkt i til- og afgangsmønstre på førtidspension fra 2007-2009. I den nye fremskrivning udvides datagrundlaget, så fremskrivningen tager udgangspunkt i udviklingen fra 2007-2010. Udviklingen i det samlede antal af førtidspensionister viser med udgangspunkt i det udvidede datagrundlag et relativ stabilt antal i Østdanmark de næste 10-15 år. Skal antallet af personer på førtidspension vendes til et egentligt fald i antal førtidspensionister, er det afgørende, at jobcentrene fastholder øget fokus på at begrænse tilgangen til førtidspension. Særligt indsatsen for at nedbringe det langvarige sygefravær og en tidlig og koordineret indsats for de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere kan bidrage til at reducere tilgangen til førtidspension. Se hele rapporten Fremskrivning af førtidspensionister i Østdanmark - opdatering (pdf).
Se for hver enkelt af de 46 kommuner, de to regioner og samlet for Østdanmark forskellige scenarier for udviklingen i tilgangen til førtidspension, gennemsnitsalder ved tilkendelse, varighed på ydelsen mv. (Exel).
Om rapporten, kontakt fuldmægtig Claus Friborg. Telefon 72 22 34 30.