Udfordring at få begrænset tilgangen til førtidspension

  • Send to a friend
  • Print Page

OBS! Vær opmærksom på at rapporten og tallene for til- og afgang fra førtidspension i Østdanmark er blevet opdateret, så de nu også indeholder tal for år 2010! Se den nye rapport Opdatering - Fremskrivning af førtidspensionister i Østdanmark!

En forstærket og forebyggende indsats skal sikre, at tilgangen til førtidspension i Østdanmark begrænses. Hvis antallet af førtidspensionister skal holdes uændret de kommende år, skal kommunerne i gennemsnit tilkende 5 procent færre førtidspensionister pr. år, end de gjorde i årene 2007-2009.

Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland beskriver i en ny rapport flere scenarier af udviklingen i antal personer på førtidspension frem til 2026. De seneste års til- og afgang fra førtidspension kombineret med den demografiske udvikling vil tilsige, at indsatsen skal styrkes, hvis udviklingen skal vendes.

Risikoen for – hvis ikke der gøres en offensiv indsats – at flere kommer på førtidspension skyldes især, at stadig flere unge og personer med ikke-vestlig baggrund kommer på førtidspension. Udfordringen forstærkes af, at personer med ikke-vestlig baggrund udgør en stigende andel af befolkningen, og andelen af førtidspensionister blandt nydanskere er højere end blandt etniske danskere.

Samlet er ca. 99.000 personer – svarende til 6 procent af borgerne - i den erhvervsaktive alder i Østdanmark på førtidspension. Der er dog store regionale forskelle. I Region Sjælland er 8 procent, svarende til 40.700 af borgerne i den erhvervsaktive alder på førtidspension, og antallet har været stigende de seneste år. I Region Hovedstaden er 5 procent af borgerne, svarende til 58.200 på førtidspension, og antallet har været faldende de seneste år.

De fleste førtidspensionister - 43 procent – var på kontanthjælp, inden de kom på førtidspension, mens 35 procent kom fra sygedagpenge.

Det er derfor afgørende, at jobcentrene i indsatsen styrker fokus på de grupper, som er i risiko for at få tilkendt førtidspension og sikrer deres fodfæste på arbejdsmarkedet. Den forstærkede indsats kan ske gennem tidlig opfølgning over for risikogrupper og styrket indsats via virksomhedsrettet aktivering, øget samarbejde mellem social- og sundhedssystemet samt en målrettet anvendelse af delvise raskmeldinger og kompenserende ordninger.

 

Bevægelser til og fra førtidspension i Østdanmark (pdf).

Kontakt

Om analysen, kontakt fuldmægtig Claus Friborg, telefon 72 2 34 30, eller fuldmægtig Else Sørensen, telefon 72 22 34 24.