Virksomheder, som afskediger i større omfang, skal følge en formel procedure, hvor virksomheden sender tre skriftlige meddelelser til beskæftigelsesregionen.
Der er to faser: En forhandlingsfase og en varslingsfase.
1. skriftlige meddelelse
Forhandlingsfasen ligger forud for selve afskedigelsen. I denne fase skal virksomheden forhandle med medarbejderne med henblik på – om muligt - at begrænse antallet af afskedigelser. Virksomheden har i den forbindelse pligt til skriftligt at meddele de ansatte alle relevante oplysninger (se ’krav til oplysninger’). Virksomheden skal blandt andet forklare, hvorfor der skal afskediges medarbejdere, hvor mange og hvilke kriterier der vil blive lagt til grund ved udvælgelsen. Orienteringen skal også sendes til Beskæftigelsesregionen med den første varslingsmeddelelse.
2. skriftlige meddelelse
I varslingsfasen skal virksomheden – hvis den fastholder afskedigelse af større omfang – varsle dette skriftligt til Beskæftigelsesregionen med en angivelse af hvor mange, der skal afskediges og inden for hvilke stillingskategorier.
3. skriftlige meddelelse
Senest ti dage senere skal virksomheden oplyse navn, adresse, cpr-nummer, stillingsbetegnelse, afskedigelsesdato og fratrædelsesdato for hver medarbejder til Beskæftigelsesregionen.
Når virksomheden varsler afskedigelser til Beskæftigelsesregionen, bliver virksomheden kontaktet af jobcentret i den kommune, hvor virksomheden ligger. Jobcentret tilbyder hjælp til de berørte, så de hurtigst muligt finder et nyt job. Jobcentret undersøger også, om der skal søges penge fra varslingspuljen til en særlig indsats for de afskedigede.
Fratrædelse kan tidligst ske 30 dage efter, at meddelelsen om hvor mange, der afskediges (2. meddelelse) er sendt til Beskæftigelsesregionen. Hvis varslingen er omfattet af det skærpede varslingskrav (se nedenfor), kan afskedigelser tidligst få virkning otte uger efter, at 2. meddelelse er blevet sendt.
Hvornår skal der varsles?
Virksomheden skal varsle:
-
Når mindst ti personer afskediges i virksomheder, der normalt beskæftiger mellem 20 og 100 lønmodtagere.
-
Når mindst ti procent af lønmodtagerne afskediges i en virksomhed, som normalt beskæftiger mellem 100 og 300 lønmodtagere.
-
Når mindst 30 personer afskediges i virksomheder, der beskæftiger over 300 lønmodtagere.
Jobcenter og virksomhed har mulighed for at bistå de afskedige via midler fra varslingspuljen.
Skærpet krav
Der gælder et såkaldt skærpet varslingskrav, hvis de afskedigede udgør mindst 50 procent af alle virksomhedens ansatte, og der mindst er ansat 100 medarbejdere på virksomheden. Det skærpede krav betyder, at der stilles strengere krav til virksomheden om hvor lang tid, den skal varsle afskedigelser. Virksomheder omfattet af dette krav har mulighed for særlig bistand til en intensiv indsats fra varslingspuljen.
Læs mere om den almindelige varslingspulje og den supplerende varslingspulje.
Vær opmærksom på, at der i øjeblikket er udvidet adgang til varslingspuljen for virksomheder med mindst 20 ansatte, og som afskediger mindst halvdelen af de ansatte.