Rettidighed i jobsamtaler og aktivering

Fortsat fokus på fuld rettidighed i indsatsen

Rettidigheden i indsatsen for kontant- og starthjælpsmodtagere skal forbedres. Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland følger løbende op på rettidigheden, som er et tema på alle dialogmøder med jobcentrene. Baggrunden for det øgede fokus på rettidighed er Beskæftigelsesministerens handlingsplan fra maj 2009. 

Der er stadig ikke er nogen af regionens jobcentre, der har fuld rettidighed i indsatsen for kontant- og starthjælpsmodtagere. For de fleste jobcentre er der sket en markant forbedring af rettidigheden, men der er fortsat også en del jobcentre, hvor rettidigheden ikke er tilfredsstillende.  

Den aktuelle rettighed i indsatsen for arbejdsløsheds- og kontanthjælpsmodtagere (ret & pligt).

Selvevalueringskoncept af rettidigheden i beskæftigelsesindsatsen

Beskæftigelsesregionen har i samarbejde med Mploy udarbejdet et koncept for selvevaluering af rettidighedsindsatsen i de enkelte jobcentre.

Formålet med konceptet er at tilbyde et redskab og en metode, der kan understøtte jobcentrene i selv at foretage en evaluering af den daglige praksis på rettidighedsområdet. Afdækningen baseres på den viden og de erfaringer, som er til stede i egen organisation blandt ledere og medarbejdere. Med den konkrete udformning af selvevalueringskonceptet er der lagt vægt på, at processen kan gennemføres med et begrænset brug af ressourcer.

Konceptet for selvevaluering skal ses som et supplement til Beskæftigelsesregionens læringskatalog om en rettidig indsats, som er udarbejdet i samarbejde med en række jobcentre. I læringskataloget er beskrevet hvilke gevinster, der kan hentes ved at arbejde med rettidigheden, og hvordan der kan arbejdes med at hente gevinsterne på rettidigheden. 

Koncept for selvevaluering (pdf, september 2010)
 

Læringskatalog om udviklingen af en rettidig indsats

Beskæftigelsesregionen Hovedstaden & Sjælland har i samarbejde med mploy udarbejdet et læringskatalog, der beskriver veje til at sikre fuld rettidighed i beskæftigelsesindsatsen for kontant- og starthjælpsmodtagere
Læringskataloget er en detaljeret opsamling på erfaringer og viden fra en række rettidighedsprojekter i regionen. Kataloget vil kunne give jobcentrene inspiration til, hvad der fremmer en rettidig indsats. Konkret gennemgås i læringskataloget 9 temaer, som har indflydelse på indsatsen:
Ledelsens fokus
- Organisering, arbejdstilrettelæggelse
- Ledelsesinformation
- Kompetencer blandt medarbejderne
- Tilbudsviften
- Holdninger
- Jobsamtalernes resultat
- Ressourcer
- Registreringer, fejlkilder mv.

Rapport: Læringskatalog om udviklingen af en rettidig indsats (marts 2010)(pdf)

 

Analyse af årsager og kilder til manglende rettidighed

Beskæftigelsesregionen Hovedstaden & Sjælland har i samarbejde med mploy udarbejdet en analyse af, hvor i indsatsprocessen der sker tab af rettidighed. Analysen bygger på konkrete gennemgange af 300 kontanthjælpssager med ikke-rettidige jobsamtaler eller aktiveringstilbud i Østdanmark.

Analysen viser, at hovedårsagerne til manglende rettidighed i afholdelse af jobsamtaler er, at borgeren ikke indkaldes eller indkaldes for sent.
 
Der kan dog ikke udpeges én dominerende årsagsforklaring til manglende rettidighed i aktiveringsindsatsen, men i de fleste sager skyldes overskridelsen af rettidighedsfristen, at jobcentret ikke afgiver et tilbud til borgeren. Analysen indikerer, at omfanget af fritagelser og sygemeldte ligger inden for det, der er forudsat i resultatniveauerne (dvs. rettidighedsmålene på kontanthjælpsom-rådet på henhv. 90, 80 og 75%).

Rapport: Analyse af årsager og kilder til manglende rettidighed (marts 2010)(pdf)

 

Modeller for indkaldelser – til jobsamtaler og tilbudsgivning

Beskæftigelsesregionen har i samarbejde med Mploy og Beskæftigelsesregionerne i Syddanmark og Midtjylland udarbejdet et notat, som beskriver forskellige modeller for centraliserede indkaldelser til job­samtaler. I notatet argumenteres der for, at hele eller delvise centraliseringer af indkaldelses­arbejdet kan give gevinster i form af en mere effektiv og rettidig indsats. Samtidig giver notatet konkrete eksempler på, hvordan arbejdet med indkaldelser kan tilrettelægges effektivt ud fra en række strategiske valg og ledelsesmæssige beslutninger. Notatet skal således betragtes som inspiration og input til at tilrettelægge arbejdet med kontaktforløb og tilbudsgivning inden for lovgivningens rammer.

Rapport: Modeller for indkaldelser - til jobsamtaler og tilbudsgivning (februar 2010)(pdf)

 

Rapport om rettidighed i indsatsen udarbejdet af BDO Kommunernes Revision 

Beskæftigelsesregionen har i samarbejde med BDO Kommunernes Revision udarbejdet en rapport med anbefalinger i forhold til at sikre fuld rettidighed i beskæftigelsesindsatsen for kontant- og starthjælpsmodtagere. Baggrunden er BDO Kommunernes Revisions generelle erfaringer fra en række rettidighedsprojekter rundt omkring i landet, samt mere konkrete erfaringer fra et aktuelt rettidighedsprojekt i Jobcenter Odsherred.
 
Rapporten er en opsummering af nogle af de væsentligste kommunale udfordringer i forhold til at sikre fuld rettidighed i beskæftigelsesindsatsen, både i tilknytning til afholdelse af jobsamtaler og igangsættelse af første og gentagne aktiveringstilbud. Til hver udfordring er der i rapporten knyttet en række anbefalinger.

Rapport: Rettidighed på kontanthjælpsområdet - kommunernes udfordringer (sept. 2009) (pdf)

 

Jobcentrenes tilrettelæggelse af tilbudsvifte

Hvordan sikres en optimal tilbudsvifte? (pdf) + hjælpeskema (excl)

Kontakt

Om rettidighed kontakt BRHS, fuldmægtig Anne Riis.
Telefon 72 22 34 13.

 

Læs mere

Ofte stillede spørgsmål