Pressemeddelelse
29. oktober 2009
Stigende ledighed i september i Østdanmark
Ledigheden i Østdanmark var i september i år 3,4 procent, svarende til 42.700 ledige (omregnet til fuldtidspersoner). Den faktiske ledighed stiger fortsat. I forhold til september 2008 er ledigheden steget med 98,4 procent og er dermed stort set fordoblet. Ledigheden på landsplan er ligeledes 3,4 procent, men stigningen det seneste år (133,1 procent) er dog fortsat højere end for Østdanmark.
Ledigheden er højest i Region Hovedstaden, hvor 3,5 procent var ledige i september, en stigning på 90,5 procent i forhold til september sidste år. Ledigheden i Region Sjælland er 3,0 procent, en stigning på 120,9 procent det seneste år.
Ledigheden stiger fortsat mest for dagpengemodtagere. Det seneste år er ledigheden for dagpengemodtagere steget med 112,9 procent. Dagpengemodtagerne udgør samtidig den største gruppe på i alt 33.000. Antallet af arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere er 9.700. For kontanthjælpsmodtagerne (arbejdsmarkedsparate) er ledigheden steget med 61,2 procent det seneste år.
Stigende ledighed for mænd i alle aldersgrupper
Den stigende ledighed rammer nu mænd i alle aldersgrupper – og ikke som hidtil fortrinsvis de unge mænd. Ledigheden for mændene er uanset aldersgruppe mere end fordoblet det seneste år. Samlet er ledigheden for mænd steget med 123,8 procent til 3,7 procent.
Kvindernes ledighed er nu 3,0 procent, en stigning på 72,9 procent på et år.
Atter stigende ledighed inden for 3F
Efter en periode med svagt faldende ledighed stiger ledigheden nu igen for 3F, som har den største gruppe af ledige - 6.800 – i Østdanmark. 3F har en ledighed på 7,4 procent. I august var ledigheden 6,9 procent.
Stigende ledighed for HK og KRIFA
Ledigheden er ligeledes stigende blandt en række andre store ledighedsgrupper fx HK’ere og KRIFA. I september var der 3.800 ledige HK’ere, svarende til en ledighedsprocent på 3,6 procent. For KRIFA er den aktuelle ledighed 4,9 procent, efter en stigning på 109,6 procent. Knap 3.300 medlemmer af Kristelig A-kasse var ledige i september.
Højest ledighed i Ishøj og København kommuner
Den højeste ledighed findes nu i Ishøj og Københavns kommuner. I Ishøj Kommune er ledigheden i september på 5,0 procent, mens ledigheden i Københavns Kommune er på 4,7 procent.
Lavest er ledigheden i Allerød og Egedal kommuner, hvor ledigheden er 1,8 procent.
Yderligere oplysninger kan fås hos Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland ved regionsdirektør Jan Hendeliowitz på telefon 72 22 34 01.