Antallet af midlertidigt passive kontanthjælpsmodtagere (Matchgruppe 3) i Østdanmark er steget 24 procent fra juni 2009 til juni 2010, hvor der var 9.433 midlertidigt passive. Tendensen er endnu tydeligere for de unge under 30 år, hvor antallet af midlertidigt passive er steget med 83 procent.
Antallet af midlertidigt passive kontanthjælpsmodtagere er dermed steget langt mere end antallet af indsatsklare (Matchgruppe 2), som har haft en stigning på 6 procent i samme periode. Det viser en ny opgørelse, Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland har udarbejdet. Opgørelsen er den første, siden jobcentrene i april begyndte at anvende den ny matchmodel.
Selv om kontanthjælpsmodtagere i Matchgruppe 2 og 3 har større risiko for at blive langvarigt ledige end de jobklare (Matchgruppe 1), aktiveres de indsatsklare i kortere tid end de jobklare.
Opgørelsen viser endvidere, at de midlertidigt passive ikke så hyppigt som de indsatsklare får en jobsamtale inden for den første ledighedsmåned.
Der er samtidigt store forskelle i jobcentrenes indsats. Analysen peger i retning af, at jobcentre med en høj andel indsatsklare i virksomhedsrettede tilbud har en større afgang til selvforsørgelse end jobcentre med en lavere andel i virksomhedsrettede tilbud.
Opgørelsen peger på fortsat behov for, at jobcentrene fokuserer yderligere på indholdet i og intensiteten af indsatsen for de ikke-jobklare kontant- og starthjælpsmodtagere, og at jobcentrene i højere grad anvender de virksomhedsrettede redskaber, som har størst effekt med henblik på selvforsørgelse. Formålet er at undgå fastholdelse af de ledige i offentlig forsørgelse.
Læs hele notatet Udviklingen i antallet af indsatsklare og midlertidigt passive kontant- og starthjælpsmodtagere i Østdanmark – juni 2009 til juni 2010 (pdf).